Opdateret: 30.01.2025
Klæd bilen på til vinterferien
Når vinterferien nærmer sig, lokker de sneklædte bjerge og hyggelige weekendture. Men inden du kører afsted, er det vigtigt at sikre, at din bil kan klare vinterens udfordringer.
Vinterdæk: Hvad kræves i Europa?
Forkerte dæk eller manglende udstyr kan hurtigt forvandle ferien til en besværlig oplevelse. Vinter- eller helårsdæk er en vigtig del af vinterkørslen – både for din egen sikkerheds skyld og for at overholde reglerne i de lande, du besøger. Se her, hvilke regler der gælder i de forskellige lande:
- Sverige: Vinterdæk er obligatoriske fra 1. december - 31. marts, hvis der er vinterføre. De skal have min. 3 mm mønster og være mærket med snefnugssymbol (3PMSF).
- Norge: Der er ingen krav om vinterdæk, men de skal have min. 3 mm mønster i vinterføre. Sommerdæk med samme mønsterdybde kan også anvendes.
- Tyskland: Vinterdæk med snefnugsmærket (3PMSF) er lovpligtige ved vinterføre. Dæk uden dette mærke accepteres ikke længere som vinterdæk.
- Frankrig: I bjergområder kræves vinterdæk fra 1. november - 31. marts med min. 3,5 mm mønster og snefnugsmærke (3PMSF).
- Østrig: Fra 1. november - 15. april er vinterdæk obligatoriske ved sne, slud eller is. Dækkene skal have min. 4 mm mønster og være mærket M+S.
- Italien: I Aostadalen er vinterdæk påkrævet fra 15. oktober - 15. april. Lokale regler varierer og fremgår af skiltning.
- Schweiz: Der er ingen krav om vinterdæk, men de anbefales. Manglende vinterdæk kan føre til bøder, hvis du hindrer trafikken.
Klar til kulden? Gør bilen vinterklar
Inden turen mod vintereventyret bør du sikre, at bilen er forberedt på kulden:
- Sprinklervæske: Brug en sprinklervæske, der ikke fryser, så du sikrer frit udsyn under hele turen, selv i minusgrader.
- Batteri og lygter: Kulde kan svække batteriet, så få det tjekket før afrejse. Kontrollér også, at bilens lygter fungerer optimalt, især i den mørke vintertid.
- Udstyr til vintervejr: Pak en isskraber, lille sneskovl og evt. snekæder. Er det rigtig koldt udenfor, kan det også være en god idé at have tæpper med, hvis du skulle løbe ind i problemer.
Med en bil, der er klædt godt på til vintervejret, kan du og din familie roligt fokusere på at nyde ferien – uanset om den går til sneklædte bjerge eller hyggelige weekendture tæt på hjemmet.